Eksempel på Musicalliance anmeldelse:

Steve Lukather "No Jazz Tour" på Train
21. juni 2008

En verdensstjerne kommer til byen – og viser sig at være musiker – en af verdens bedste.
Som han selv formulerede det: "Hey, we can all hang out together. I’m a musician – not a rockstar".
Et lille ydmygt spillested – undskyld Train, men det er det i verdenssammenhæng … og for øvrigt en kompliment – får besøg af verdens bedste guitarist. Well – dem er der nok et dusin af, afhængigt af spillestil og øre.
Det imponerende er at manden rent faktisk er totalt uimponeret – og samtidig af hele sit hjerte leverer noget som ganske enkelt ikke fås bedre.
Koncerten på train kunne være serveret på den mest trendy musikklub i New York – eller på en stor koncertscene – uden at falde igennem på nogen måde.
Det var stort.
Showet åbner med en regulær 1-2-3-4 hard-rocker … så er ballet åbnet og stilen lagt. Men det kommer snigende, gør det.
Nummer for nummer stiger intensiteten, kompleksiteten, virtuositeten og nerven. Vi bliver udsat for guitarsoli som uden blær – og det er jo totalt blær – er det bedste og mest indfølt virtuose du kan opleve på en guitar på denne planet. I Toldbodgade i Århus. Af en afslappet – men energisk tændt – mand i falmede jeans og forvasket T-shirt med et motiv i falmede farver.
Direkte fra verdensscener med Toto – ”My former band who resently broke up” – ikke nævnt med navn – til en tour på små scener med et band i verdensklasse.
Alle bandets fire medlemmer fik masser af plads og en solo hver – helt naturligt. Kemi, sammenhold og spilleglæde var tydelig.
Om det så var noget så sjældent som en trommesolo fik vi også det. Og hånden på hjertet – en af de bedste – og mest blærede, men uimponerede - jeg nogensinde har hørt.
Alle numre blev serveret med et præcist og tight feel – og med totalt løse skuldre.
Masser af plads til improvisation og leg – som er en fornøjelse at opleve fra et band som er så professionelt dygtige at de har været vejen rundt om perfektion og nu har overskuddet til ubesværet leg.
”Jammin’ with Jesus” var et af koncertens højdepunkter ligesom det ene af aftenens to instrumentalnumre – startende med lyriske keyboardflader og en forsigtigt syngende guitar a la Pink Floyd i 70’erne med lange toner og så god tid. Over små 10 minutter blev den langsomt lag på lag opbygget til fuld dynamik med hele bandet og et crescendo af guitarsolo ekvilibrisme som fik tid og sted til at stå stille.
Kun lidt over 200 publikummer havde fundet vej til denne lørdag aften med 2½ times musik på Train – men dem der var der sørgede for spontant og totalt indlevende at verdensklassen på scenen blev matchet af modtagelsen i salen. Godt gået Århus.
Og Luke var tilfreds. Han hyggede sig og følte sig hjemme. Og rosen til stemningen i salen og modtagelsen var ikke påtaget. Det var en god aften også for ham. No doubt about it.
For øvrigt et aldersmæssigt meget blandet publikum. Fra 16 til 60 år. Alle med øjne og ører på stilke. Det bemærkede Lukather også: ”I can see a lot of smiling faces – and age is situated only one place – here!” sagde han og tappede en finger på sin 51-årige pande.
Alle numre var originals fra Lukathers egen hånd undtagen første ekstranummer. En koncentreret og rockende version af Pink Floyds hyldest til Syd Barrett, ”Shine on you crazy diamond”. Nummeret har sikkert været en af Lukathers store inspirationer – den udkom tre år før Toto’s første album.
For øvrigt ikke et eneste kendt Toto nummer i sættet.
En stor aften i musikkens tegn i Århus.
(Der er chance for store oplevelser i Kolding og København hvor han spiller 28./29.juni.)
John Rosenkilde, Århus 22.06.2008.

Besætning:
Steve Lukather: guitars, vocals
Ricky E. Zahariades: guitars, vocals
Steve Weingart (El Grupo, Dave Weckl): keyboards
Carlitos Del Puerto: bass, vocals
Eric Valentine (T-Ride, Joe Satriani): drums, vocals